Den nødvendige forskellighed
| Practicus December 2000 s. 313 |
Af:
Peder Olesgaard |
|
Peder Olesgaard
Praktiserende læge
Nu har der så igen været lidt røg i køkkenet mellem P.L.O. og DSAM, så vidt jeg forstår fra en del af P.L.O.’s bagland. DSAM’s formand Hans Kallerup har udtalt sig i pressen, hvor pressen har haft friheden til at sammenstille udtalelserne med andre opfattelser, således at Hans Kallerups meninger måske har haft nemmere ved at blive misforstået end egentlig forstået. Set udefra er jeg nu ikke sikker på, at der er den kæmpestore forskel mellem den officielle P.L.O.-holdning og den holdning, som Hans Kallerup står for, men det skal han selv få lov til at gøre rede for. I hvert fald er der kommet meget følelsesladede udmeldinger fra enkelte P.L.O. tillidsmænd om at DSAM skal lære at tie og først spørge i P.L.O., om hvad de må sige.
Men er det nu rigtigt, at P.L.O. og DSAM altid skal være så ens?
Storm P. har en herlig tegning med sine 2 sædvanlige mænd, hvor den ene siger til den anden: ”nu må al den enighed høre op – hvis vi skal komme videre”. Lidt af det samme blev udtrykt på min barndomsegn, hvor en gammel rutebilchauffør blev betroet mange ting af egnens koner, når de drog til staden påmonteret den nye frakke, der duftede af mølkugler. Oftest satte de sig tæt på chaufføren, så de kunne få lidt bysladder med, men endnu bedre var det, hvis de kunne få lov til at fortælle om idyllen i deres egen familie. En stout bondekone fortalte således stolt til rutebilchaufføren, at hendes datter og svigersøn havde så godt et forhold, at der aldrig havde været et ondt ord imellem dem. Hertil svarede rutebilchaufføren: ”så må der være en af de to som er et pjok!”.
Igen og igen popper diskussionen op, om det er gavnligt for praktiserende læger udadtil, at DSAM og P.L.O., som jo i den sidste ende arbejder for de samme medlemmer, kan tåle at sende forskellige meldinger ud. Hvor forskellige må DSAM og P.L.O. egentlig være? Efter min opfattelse er der ikke meget kreativitet i to foreninger, som går i hinandens fodspor, hvor den forreste strunk viser vejen med tegnebogen i inderlommen, mens den anden sjosker 10 meter bagefter. Vi må bruge vores foreninger til at støve et bredere territorium af, så jo større forskelligheden er – jo mere kreativitet. Forskelligheden må dog aldrig blive så stor, at DSAM og P.L.O. ikke kan råbe hinanden op. Forholdet mener jeg ikke er så anderledes end så mange andre parforhold. Gensidig respekt, men også respekt for hinandens forskellighed må være nøglen til de to foreningers kreativitet. Hvis DSAM kun udfører ting, som er velsignet af P.L.O. får vi et alt for tamt DSAM. DSAM skal i perioder have lov til at være højtflyvende, hvorimod P.L.O. i sagens natur skal være mere jordsøgende. Hvis de to foreninger bliver for ens, kunne vi ligeså godt slå dem sammen, hvilket jeg tror blot ville resultere i, at en ny form for videnskabeligt selskab ville blive dannet, hvor der så igen stod en lille frysende skare på sidelinien og forsøgte at samle grobund for utraditionel nytænkning i faget. Forskellighed er en god ting, men uforsonlighed på baggrund af forskellighed er farlig.
