Af Hans Kallerup
I fagpressen og i Dagens Medicin har der været fremført forskellige opfattelser af, hvad DSAM’s formand har udtalt sig om. Det skal derfor præciseres, at:
- DSAM er imod en obligatorisk efteruddannelse.
- DSAM er imod recertificering.
- DSAM’s bestyrelse mener derimod, at det både er et faglig kollegialt og individuelt ansvar og forpligtigelse, at kunne dokumentere en tilstrækkelig og faglig relevant efteruddannelse af praktiserende læger. Det er en efteruddannelse, der tager sit udgangspunkt i lægens individuelle behov såvel som samfundets og patientens behov.
DSAM’s bestyrelse er således enig i Lægeforeningens synspunkter som er publiceret i pjecen om ”Lægers efteruddannelse” fra oktober 2000 og udsendt med Ugeskrift for Læger den 20. november.
DSAM’s bestyrelse har som målsætning, at medicinindustriens indflydelse og deltagelse i praktiserende lægers efteruddannelse bliver reduceret mest muligt ved øget finansiering fx gennem offentlige midler, fonde og/eller selvfinansiering. Det helt afgørende er, at der også er en tilstrækkelig, relevant, god og lødig efteruddannelse, der ikke er medicinalsponsoreret.
DSAM’s bestyrelse har som langsigtet målsætning, at 200 timers dokumenteret/registreret efteruddannelse over fire år, som P.L.O.’s repræsentantskab har vedtaget, ikke er industriarrangeret/sponsoreret.
Den faglige begrundelse er, at man herved sikrer en større bredde i efteruddannelsen og på nødvendige områder, der ellers ikke ville være blevet tilgodeset i tilstrækkeligt omfang. Det er samfundets garanti for vor uafhængighed og habilitet. For at understøtte dette, er bestyrelsen tilhænger af, at tilskud fra Efteruddannelsesfonden fortsat ikke kan gives til industriarrangerede kurser.
DSAM’s bestyrelse ønsker at støtte en udvikling, hvor en større og større del af praktiserende lægers efteruddannelse er finansieret af offentlige midler, fonde og/eller ved selvfinansiering.
Lægedages faglige indhold skal som nu være planlagt og gennemført af praktiserende læger, hvorfor vi ikke kan støtte industrifinansierede satellitsymposier.
Vi har forståelse for at lægemiddelindustrien kan markedsføre sig, som det fx også sker gennem annoncer, af stipendier, legater osv. og som det også skete ved 11. Nordiske kongres, altså aktiviteter, der er til gavn for alle parter.
DSAM’s holdning er således ikke udtryk for en mistænkeliggørelse af medicinalfirmaerne, men alene et udtryk for, at vi naturligvis har forskellige dagsordener, når det gælder efteruddannelsen.
Men vi skal vedkende os konditionerne og de habilitetsproblemer, der kan opstå.
