Lægers efteruddannelse
| Practicus December 2000 s. 319 |
Af:
Jesper Holmelund |
|
gerne en kombination af frit valgte og obligatoriske kurser
Af Jesper Holmelund
Fra politisk side øges presset på de danske læger for en ændring af vores efteruddannelsesstruktur. Lægeforeningen har indtil nu været godt tilfreds med den aktuelle situation og har ønsket at bevare en frivillig, individuel efteruddannelse. I en leder på Dadlnet den 23. oktober 2000 erkender Lægeforeningen dog et behov for forandringer. Forandringer der længe har været udtrykt fra DSAM og mange andre kolleger, som efterlyser en mere systematisk og grundig efteruddannelse.
Samtidig hænges lægerne generelt ud i pressen for at være i lommen på medicinindustrien, idet man har fået øje på industriens store indflydelse på vores aktuelle efteruddannelsesstruktur og indhold.
En gennemgang af vore aktuelle efteruddannelsestilbud fra amter, lægeforeninger og medicinindustri vil vise at det aktuelle tilbud er ensidigt og kvaliteten meget vekslende. Undervisningsformen er oftest traditionel katedral og kurserne afholdes oftest efter arbejdstid. I provinsen må man ofte køre langt for at komme til de kurser man har interesse i.
Efteruddannelsens formål er bl.a. at åbne lægens sind for nye aspekter i arbejdet og fremme patientbehandling såvel som samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen. Med større overblik følger bedre lægearbejde. Hvis pensum udelukkende bestemmes af lægen selv, øges risikoen for alvorlige huller i hans viden.
Alle læger har behov for en vedvarende og bred efteruddannelse karrieren igennem, spørgsmålet er imidlertid hvordan dette mål bedst nås. Nøgleordene for en sufficient efteruddannelsesstruktur er penge, faglig bredde, kvalitet og uafhængighed.
Medicinindustrien bruger i dag et betragteligt beløb på uddannelsestilbud til lægerne og har dermed mulighed for indflydelse på tilrettelæggelse og indhold. Dette rejser berettiget tvivl om lægernes integritet og objektivitet i valg af medicinsk behandling. Tvivlen er i sig selv nok til at mistænkeliggøre vore aktiviteter, idet almenheden ikke har en reel chance for at kontrollere hvad der foregår. Se blot tobaksindustriens påvirkning af forskningen.
Efteruddannelsen af læger gavner hele samfundet og derfor må det offentlige sundhedsvæsen naturligvis stå for den væsentligste del af udgiften. Valget står dog ikke nødvendigvis mellem en frivillig individuel eller en obligatorisk systematisk efteruddannelse og ej heller mellem offentlig versus privat finansiering. Man kan udmærket skabe en hybridstruktur med en basal kerne af obligatorisk tilrettelagt efteruddannelse, suppleret med individuelle frivillige kurser.
Pensum må ikke overlades til industrien, men fastlægges af læger og sundhedsmyndigheder i fællesskab. Den praktiske afholdelse af efteruddannelsen kunne man derimod overveje at udbyde i offentlig licitation, således at både private firmaer såvel som universitetshospitaler kunne blive aktører under offentlighedens kontrol.
Medicinindustrien skal fortsat kunne sponsorere kongresdeltagelse og i mindre grad støtte individuelle kursusaktiviteter efter fastlagte regler.
Medicinindustrien synliggør sig i dag optimalt ved reklamer og tilbud om kurser som i sidste ende betales af patienterne og de offentlige kasser via medicinregningen. Mon ikke medicinindustrien vil bidrage med tilskud til en ny efteruddannelsesfond, hvis blot deres bidrag er synlige.
Den basale efteruddannelse bør foregå i arbejdstiden og betragtes som en naturlig del af det daglige arbejde og derfor også honoreres med et beløb der modsvarer den mistede indtægt.
Lægeforeningen frygter at medlemmerne udsættes for sanktioner og eksaminationer ved en tvungen efteruddannelse. Hvordan kan en veluddannet gruppe akademikere dog nå til et så ynkeligt standpunkt. Frygter lægeforeningen at kollegerne ikke kan leve op til de stillede krav eller frygter man at de kan miste deres autorisation?
Faglig viden er ikke en privat sag. Vi er igennem vort daglige arbejde vant til at resonere ved at omsætte vores faglige paratviden og erfaring til at løse patienternes problemer, vi er vant til at påtage os ansvar for valg af behandling af livstruende sygdom, men er vi ikke også parate til at blive vurderet på vores faglige viden?
En efteruddannelsesreform skal ikke falde på om vi skal eksamineres eller ej.
Moderne undervisningsformer har mange spændende evalueringsformer og kan blive en enorm inspiration i vort daglige arbejde.
I stedet for pisk kan man som i Norge belønne de læger der deltager i efteruddannelsen.
Lad os tage samfundets udfordring op og give vore organisationer pålæg og mandat til at arbejde videre med en efteruddannelsesreform, hvor både læger og sundhedsmyndigheder involveres.
