Konsensuskonferencen - fra Lægedage 2000
| Practicus December 2000 s. 324 |
Af:
Peder Olesgaard |
|
Peder Olesgaard
Praktiserende læge
Af Peder Olesgaard
Uddannelsessekretariatet, P.L.O. og DSAM havde i samarbejde fået idéen om at nedsætte to paneler - et generalistpanel og et specialistpanel til at diskutere kerneydelsen i almen praksis. Hvert panel bestod af 12 personer. Generalistpanelet havde tidligere amtsborgmester Erling Tiedemann som formand og specialistpanelet havde professor, praktiserende læge Carl Erik Mabeck som formand. I specialistpanelet sad bl.a. tre praktiserende læger, men herudover andre personer med stort kendskab til almen praksis. Disse specialistudnævnte skulle således fremlægge synspunkter og kaste lys over forskellige problemstillinger indenfor almen medicin. Det var herefter op til generalistpanelet at spørge ind til problemets kerne og herefter lave en konklusion. Generalisterne bestod af ikke blot almindelige danskere, men danskere, som på den ene eller den anden måde havde baggrund for at have godt indblik i vores væsen. Generalistpanelet blev stillet syv overordnede spørgsmål, og hele konsensusudtalelsen vil blive udsendt til alle praktiserende læger, når den er endeligt rettet til. Hele seancens leder var praktiserende læge professor Gert Almind.
Jeg skal her forsøge at trække enkelte tråde ud af konsensusudtalelsen fra generalisterne. Den betragtes som værende et vigtigt materiale, idet den afspejler hvad vores brugere måtte ønske fra vore klinikker. Ikke bare brugere, som tilfældigvis er blevet spurgt, men brugere, som har mulighed for at have en professionel holdning til vores fag. Helt overordnet er konklusionen, at almen praksis i Danmark faktisk fungerer temmelig godt. Faget har haft evnen til at udvikle sig og følge med udviklingen i samfundet. Vi skal passe på ikke at revolutionere faget, men at evolutionere det langsomt hen ad vejen. Der bør intensiveres forskning indenfor områder som fx ”hvilke organisationsformer understøtter eller svækker det gode læge-patientforhold”. Panelet peger på, at det er vigtigt, at almen praksis bevarer visitatorevnen men også føler ansvar for et sammenhængende sundhedssystem. Det er ligeledes vigtigt, at den praktiserende læge indgår i samarbejde med lokale myndigheder og institutioner. ”Almen praksis bør frigøre sig fra medicinindustriens store indflydelse, og overenskomsten mellem Sygesikringen og lægerne bør tilpasses, således at man sikrer en uvildig udvikling af faget”. Det er vigtigt med gode henvisninger til det sekundære væsen og ligeledes gode epikriser, således at patienten føler et kontinuerligt forløb i sundhedsvæsenet, således at han ikke bliver ”left in limbo” (forladt i helvedes forgård). Panelet mener ikke, at indførelse af en formaliseret second opinion ordning vil bidrage til at højne kvaliteten af behandlingen.
Panelet finder som udgangspunkt, at det er en styrke, at de praktiserende læger er forskellige. Der er dog visse basale forudsætninger, som bør være opfyldt;
1. Lægens faglige færdigheder.
2. Klinikkens udstyr og indretning.
3. Optimalt brug af ovenstående.
”Ubevidst inkompetence hos lægen bør først og fremmest opfanges i et kollegialt kvalitetssikringssystem, og bør give anledning til konkret vejledning om hensigtsmæssig efteruddannelse. Det kunne være ved gensidige praksisbesøg, kvalitetssikring af udstyr i praksis, audit, deltagelse i kollegial erfaringsudveksling m.v. En eller anden brøkdel af basale kvalitetskrav kan ikke accepteres”.
”Panelet finder desuden, at det er vigtigt, at de raske patienter ikke tager tid og andre ressourcer fra de syge patienter. Noget kunne tyde på, at overenskomsten mellem P.L.O. og Sygesikringens Forhandlingsudvalg kunne trænge til et hovedeftersyn med henblik på at vurdere, om overenskomsten understøtter målene for almen praksis og imødegår trusler for det fremtidige virke i almen praksis”.
Alt i alt en spændende konsensusdiskussion, men også et absolut brugbart stykke papir, som konsensusudtalelsen er. Det er nu vigtigt, at konsensusudtalelsen ikke bare ender i et arkiv et sted, men det må være op til DSAM og P.L.O. at initiere, at konsensusudtalelsen bliver gjort til diskussionsgrundlag i relevante fora.
