P.L.O. og DSAM indstiftede en fælles forebyggelsespris i 1990. Forebyggelsesprisen uddeles hvert år ved åbning af Lægedage. Prisen hedder Halfdan Mahler prisen opkaldt efter den danske læge og direktør i WHO gennem mange år. I år var det Halfdan Mahler selv, som motiverede prisen, som blev givet til praktiserende læge i Slagelse Sven Gade. Sven Gade har i flere år været formand for P.L.O.’s og DSAM’s forebyggelsesudvalg, medlem af DSAM’s bestyrelse, observatør i P.L.O.’s bestyrelse, formand for TPL (Tidsskrift for Praktisk Lægegerning). Herudover har han, og det var derfor han fik prisen, igangsat mange spændende forebyggelsestiltag i det daglige kliniske arbejde. Vi bringer her Svens takketale efter at have modtaget prisen.
Peder Olesgaard
Jeg har beskæftiget mig med forebyggelse, dels på græsrodsniveau, dels mere administrativt.
I 80’erne udkom WHO’s program ”Sundhed for alle år 2000”, som virkede inspirerende på mange praktiserende læger incl. undertegnede.
Jeg kontaktede vores borgmester for at forsøge at inspirere ham til lokal forebyggelse, og vi blev enige om at etablere et kommunalt forebyggelsesudvalg, hvis jeg ville påtage mig formandshvervet.
Rådet blev meget bredt sammensat med fagforeningsrepræsentation, boligforeningsformænd, SSP-medarbejdere, skoletandpleje, teknik & miljø, levnedsmiddel folk samt politisk repræsentation ved vores borgmester. Vi interesserede os primært for lokale trafikforhold, handicapvenlige boliger og opsøgende aktiviteter overfor ældrebefolkningen.
For at sætte forebyggelse på dagsorden overfor lokalbefolkningen, blev der etableret sundheds- marked. Bygens praktiserende læger var en aktiv del af dette marked, hvor der efterfølgende blev etableret et korps af praktiserende kolleger, som tilbød at undervise i forebyggelse i med børneinstitutioner, aftenskoler og efterlønsklubber. Det tilbyder vi fortsat. I samarbejde med cardiologisk afdeling etablerede jeg post AMI-undervisning i AOF-regi sammen med tre andre praktiserende kolleger. Hjertepatienterne gennemgik et 20 timers kursus, hvor underviserne var sygeplejersker og diætist, fysioterapeut, cardiologer, praktiserende læger. Vi etablerede lokalradio om forebyggelse og sundhedsfremme i et par år, men magtede ikke TV mediet.
Der blev etableret en §2-aftale omkring opsøgende ældrebesøg, hvor kommunens praktiserende læger i samarbejde med en forebyggende sygeplejersker opsøgte de 80-årige.
Forinden var foregået en betydelig undervisningsaktivitet af såvel læger som sygeplejersker. Efter et 3-årigt forsøg blev ordningen gjort permanent og udbredt til seks af amtets kommuner.
Efterfølgende har minister Karen Jespersen gjort det lovpligtigt, at samtlige kommuner laver opsøgende ældrebesøg, og sideløbende hermed har vi revideret vores projekt, således at lægerne nu er involveret i at besøge de skrøbelige ældre – typisk ældre, som har mentale problemer, faldende funktionsevne eller præges af polyfarmaci. I vores projekt er det sygeplejerskerne, der visiterer, og i øjeblikket er den lægelige besøgsfrekvens nede omkring 5%. Dette er for lidt, da vi typisk ved, at de skrøbelige ældre udgør 15-20%. For hele tiden at finjustere projektet deltager jeg i en kommunal arbejdsgruppe, hvor vi mødes én gang i kvartalet.
Jeg var meget fascineret af de opsøgende ældrebesøg og etablerede et samarbejde med vores sundhedsplejerske om opsøgende børneundersøgelser, idet samtlige 5-ugers undersøgelser blev udført i hjemmet i en 5-års periode. En af styrkerne ved de opsøgende besøg var naturligvis, at vi fik besøgt samtlige børnefamiliers hjem, men ikke mindst, at vi koordinerede informationsindsatsen mellem læge og sundhedsplejerske. Vi har aldring haft kræfter til at evaluere projektet, men det var vores klare indtryk, at småbørnsfamilierne efterfølgende var mindre lægesøgende. Efter en 5-års periode måtte forsøget desværre opgives, da kommunen ønskede integreret sundhedspleje mellem småbørnsgruppen og skolebørn. I mit arbejde som formand for PLO/DSAM’s forebyggelsesudvalg har jeg haft stor berøringsflade med patientforeninger og ikke mindst Sundhedsstyrelsen.
Der blev lagt stort arbejde i at implementere MFR-vaccinationsprogrammet. Der blev også gjort forsøg på at koordinere det offentliges talrige sundhedskampagner med eller (mod) almen praksis, bl.a. ved at introducere brugen af Månedsskrift for Praktisk Lægegerning i forebyggelsesinformation (FORIMA). Forsøget var desværre ikke nogen succes, og man fik ofte det indtryk, at en del af kampagnerne var egen markedsføring.
Vi forsøgte ligeledes at introducere opsøgende ældrebesøg i vores overenskomst, men bestræbelserne blev her overhalet af minister Karen Jespersens initiativ med at pålægge samtlige kommuner opsøgende ældrebesøg ved andet sundhedspersonale.
Det sidste års tid har jeg haft fornøjelsen af at være PLO-medlem i sundhedskomiteen – Lægeforeningens sundhedspolitiske udvalg. Her samles mange engagerede kolleger, som forsøger at udvikle Lægeforeningen strategi på forebyggelsesområdet. Overskrifterne det sidste par år har været ”social ulighed i sundhed” samt ”lægen som lokal primær forebygger”.
Hvad angår social ulighed i sundhed, finder jeg, at praktiserende læger burde have bedre mulighed for at engagere sig over for de dårligt stillede befolkningsgrupper, som har svært ved at finde vejen til vores konsultationer. Vi oplever alle vores dagligdag i stigende grad præget fa de 80% raske i samfundet, som efterspørger helbredstjek og screeningsprocedurer. Over for de dårligt stillede er der brug for opsøgende aktiviteter. I en ny Ph.D-afhandling er på ny vist, at hjemmebesøg til kræftpatienter virker.
Hvad angår screeningsprocedurer, er der sket en polarisering mellem vores speciallægekolleger og almen praksis. Vores speciallægekolleger fokuserer oftest kun på de positive sider af screeningsprogrammet og bagatelliserer de negative sider og sygeliggørelsen af befolkningen. Som eksempel kan nævnes, at en rask kvinde, der screenes 10 gange med mammografi, har 25% risiko for at få rejst en unødvendig mistanke om brystkræft mindst én gang i liv. I ca. 24% af bryskræfttilfældene opstår der interval-cancer, så det er ikke alle kræftramte, der findes ved mammografiscreening. Befolkningen risikerer i stedet en falsk beroligelse. Almenpraksis og forebyggelse er i øjeblikket på dagsordenen. Vi taler meget forebyggelse med patienterne, men vi er ikke gode til at dokumentere det. Den nye overenskomst har indført DSAM’s vejledning om ischæmisk hjertesygdom, og hermed er der sat fokus på forebyggelsen i vores overenskomst.
Hvad angår det primære forebyggende arbejde, ligger langt det meste udenfor sundhedssektoren. Her er det politikerne, som må sikre ordentlig arbejdsmiljø, sunde boliger, ordentlig uddannelse samt give befolkningen muligheder for at købe sunde fødevarer f.eks. ved at indføre differentieret moms.
De kommende år vil blive en stor udfordring for almen praksis med overskrifter med ”risiko for alle år 2000”, ”gen-terapi”, genetisk diskrimination” etc.
I U.S.A. er der blevet født børn med henblik på at fungere som genetisk bank for syge, større søskende , ligesom forsikringsselskaber og arbejdsgivere forsøger at marginalisere arbejdstagere, som har syge gener.
Alt tyder på, at vi fortsat vil arbejde med en spændende dagligdag i det bedste speciale – almen medicin.
