Af Martin Ryt-Hansen
Sidste gang jeg var i Bellacentret var til modemesse i 1982. Jeg var 13 år og havde allernådigst fået fri fra 7. klasse i to dage for at stå og dele iskager ud, iført noget rapt modetøj.
Det var derfor en skæg oplevelse at træde ind på messeområdet igen næsten 20 år senere og konkludere, at de havde skiftet modetøjet ud med piller, rektoskoper og brikse! Kalenderen sagde mandag den 29/10-2000, og denne gang var mit påskud et helt andet, nemlig at stå i vores fælles “Lægestand”, kaldet Lægehjørnet, på åbningsdagen for Lægedage 2000.
P.L.O og DSAM havde besluttet at markere Lægedage 2000´s 10 års jubilæum blandt andet ved at lade Lægehjørnet opføre, med repræsentanter fra Månedsskriftet, Ugeskriftet, DADNET, P.L.O., DSAM og herunder, naturligvis, Fyam. Ettie Dam, grafisk designer fra Lægeforeningen var blevet valgt til at stå for alt det, som gjorde, at vi gik rundt og smilede uden at vide hvorfor, hver gang vi nærmede os Lægehjørnet - lay-out´et.
Jeg ankom klokken 10.15 og kunne lige hjælpe lidt med at få de sidste ting på plads før den officielle åbning af standen klokken 12.00. Op med de sidste numre af Practicus og en folder om DSAM, og naturligvis, rester fra det enorme oplag af blå “indkøbsnet” fra den just overståede 11. Nordiske almenmedicinske kongres. P.L.O. kunne godt have brugt lidt mere hyldemeter til alt deres habengut, men een fancy, lille reol til hver hovedorganisation var alt, hvad man havde tiltænkt os.
Alt imens Michael Feilberg fra P.L.O.s sekretariat var ved at starte de to computere op, hvor praktiserende læger kunne lære at registrere deres efteruddannelse, indløb der en bulletin om, at mange læger havde ringet ind for at fortælle at systemet var nede, og at man ikke kunne registrere sig. Ganske rigtigt drillede også de medbragte computere, nu kun en time før præmieren på standen. Heldigvis kom det dog hurtigt til orden igen, og man drog et lettelsens suk i “den danske lægestand”.
I det hele taget kører det meget godt for P.L.O. Tag nu fotografierne af sekretariatet og af bestyrelsesmedlemmerne, som man havde fået en professionel udefra til at fremstille, angiveligt til et ganske svimlende beløb! Til den pris (jeg tør ikke nævne beløbet) kunne man nu godt, for helhedsindtrykkets skyld, have valgt at retouchere et skæg ind på næstformanden, Jørgen Richard Hansen, da han, så vidt jeg kan se, er den eneste fra bestyrelsen, som mangler et sådant. Fraset kvinderne, naturligvis.
I kontrast hertil, havde DSAM ofret hele 40 kroner på to gruppebilleder, et af DSAM’s bestyrelse, og et af Fyam-udvalget. Med fare for at få et cirkelspark sat ind af Bente Bentsen, vores allestedsnærværende sekretær (og fotograf) vil jeg hævde, at P.L.O. fotoerne overgik vores i kvalitet.
En ret sød detalje var fotoet af en to-årig pige som sidder midt i en sandkasse og leger med skovl og spade. Det havde underteksten: Form dit fag i Fyam - symbolikken turde være entydig.
Pludselig blev klokken 12.00 og flere hundrede læger styrtede mod frokostudleveringen, som heldigvis holdt til lige ud for Lægehjørnet. Kristina de Leon (vores Fyam-udvalgsformand) og undertegnede så vores snit til at dele Flyers ud, som reklamerede for netop Lægehjørnet. Og jeg tror nok, at det gav pote at være lidt udad farende. Efter frokost fik vi i hvert fald nok at lave - onde rygter siger, at det kun var dem, som var på føromtalte fotografier, som besøgte os. Men det passer nu ikke helt alligevel, for ovre på den anden side af Lægehjørnet, hvor DADLNET og MPL og Ugeskriftet hørte til, var der pludselig heftig aktivitet. Vore kolleger ville høre om Internet og e-post, surfe på de nye MPL sider og have demonstreret den nyeste version af Medibox.
Klokken nærmede sig 14.00, hvor den officielle åbning af Lægedage 2000 ville indtræffe, og stille og roligt blev Lægehjørnet drænet for folk, som åbenbart hellere ville høre Sundhedsministeren tale fra podiet i auditoriet end drikke kaffe og spise chokolade hos os.
Da dagen var gået og Doctors Jazz var begyndt at spille ude i forhallen, kunne vi holde status efter den første dag: To af de blå indkøbsnet var væk, alle Practicus stod stadig på hylden, 1½ kilo chokolade spist, ædt og slugt (der er indkøbt 30 kilo), ti læger havde registreret deres efteruddannelse, omkring 25 læger havde fået demonstreret Medibox og omkring 15 mennesker havde fået svar på spørgsmål vedrørende DADLNET.
Konklusionen må være, at denne første lægestand er et værdigt og spændende alternativ til junglen af medicinalfirmaer, som ellers prægede messeområdet. Lægehjørnet fik mange positive ord med på vejen fra interesserede og spørgelystne deltagere, og det synes derfor indlysende, at man gentager succesen til næste år.