Inspireret af Lægedages konsensus konference, hvor man taler om, at de stærke raske patienter ikke skal tage for meget af vores tid i forhold til de syge og svage patienter og at almen praksis også skal være stedet for sundhedsfremme, kom jeg til at tænke på en overset gruppe af patienter, som ikke markerer sig selv, nemlig de psykisk svage, de angste og dem med fobierne og dem der ikke kan klare tilværelsen uden stimulanser af forskellig art. Det er en stor gruppe som findes i alle samfundslag og i alle aldersgrupper. De personer er blevet som de er pga. et samspil mellem biologiske, psyko-sociale og kulturelle forhold i den tid vi nu engang lever i.
Det er en gruppe, som vi kender særdeles godt i almen praksis. Og det er den gruppe, vi ikke har så meget at stille op overfor, medmindre vi som behandlere har speciel interesse i psykoterapi, eller kan motivere patienterne til selv at betale for psykolog hjælp.
Indenfor de sidste 10-20 år er det vist, at forskellige psykologiske faktorer og psykologiske forhold har forbindelse med helbredet – jeg tænker på bl.a. stress og immunforsvaret, på depression, panikangst, generaliseret angst og somatiseringstilstande og jeg tænker på forhold som forskellige tabssituationer og sorgreaktioner Alle forhold som vi som praktiserende læger godt ved påvirker helbredet, men som vi ikke rigtig har kunnet stille noget op med.
Jeg mener det er vigtigt, at vi bruger den viden vi har som læger konstruktivt og selektivt overfor den enkelte patients problem i en dynamiske model.
De sidste år har jeg været meget optaget af kognitiv adfærdsterapi, som en psykoterapiform, der tager udgangspunkt i patientens nuværende situation, og som både giver patienten og lægen et redskab til at styrke patientens mentale tilstand.
Jeg mener ikke, at vi som praktiserende læger alle skal være psykoterapeuter, men at
vi skal være mere bevidste om de psykiske mekanismer, der er med til at styre vores patienters opfattelse af sig selv, og bevidstheden om at der er muligheder for at hjælpe disse patienter.
For to år siden var jeg med til at afprøve et nyt psykologisk interventionssystem kaldet Progressor. Det afdækker patientens psykologiske sundhedsprofil ved at den motiverede patient besvarer et spørgeskema med 165 spørgsmål gradueret på 6 niveauer, om forskellige livskvaliteter som mistrivsel, depression, bekymring, panikangst, tilbageholdt vrede, kontaktsvaghed, benægten, hjælpeløshed, tidspres, belastende begivenheder og mange flere. Spørgeskemaet sendes ind og vurderes via edb. og patientens ”score” returneres som en sundhedsprofil med et ”skræddersyet” terapiprogram til patienten og et til lægen. Det giver hurtigt lægen et meget brugbart indblik i patientens tilstand og det fungerer som en selvhjælps strategi for patienten og en vejledning til lægen. Patienten kommer så 3-6 gange hos lægen med to ugers interval, og lægen kan sikre sig at patienten arbejder rigtigt med strategierne. Det virker styrkende og korrigerende på patientens selvopfattelse og håndtering af tankerne om hændelserne i livet.
Det er et system som er anvendeligt til mange typer patienter, og som jeg i fremtiden vil bruge i min daglige klinik.
