De tre absurditeter
| Practicus December 2000 s. 336 |
Af:
Peder Olesgaard |
|
Peder Olesgaard
Praktiserende læge
Af Peder Olesgaard
En gang imellem har man friheden til at lade tankerne løbe uden at blive forstyrret af konkrete problemer, der her og nu kræver stillingtagen. Det giver mulighed for at tænke i fugleperspektiv (jeg forstår, at det er blevet moderne at kalde det helikopter perspektiv – hvorfor nu det, når nu det smukke ord fugleperspektiv findes). Der er tre absurditeter i mit fag og mit arbejde, som jeg til stadighed kan undres over.
For det første, hvorfor vil det danske samfund kun betale 900 kr. om året for at lade borgerne få en forsikring, der dækker praktiserende lægetjeneste 24 timer i døgnet? For 900 kr. kan man knap forsikre en gammel rusten cykel. Måske kan man forsikre indbo for kr. 300.000 langt ude på landet, hvor tyveknægte ikke tør vove sig ud uden lommelygte. Det er klart, at man får en tvivlsom kvalitet, når man betaler tilsvarende. Vi har i virkeligheden et af de bedste primære sundhedsvæsener, som vi risikerer at tage livet af ved at udsulte det. Jeg tror ikke en moderne dansker er tilfreds med den service, som faget kan levere. Det er muligt, at kernefunktionen er i orden, kontakten til lægen og alle de fine ting, men jeg tror at den moderne dansker kræver en service, der kan hamle op med alle mulige andre servicefunktioner, såsom bilværkstedet, bank- og forsikringsvirksomhed. Forsikringsprisen burde i virkeligheden være 2.000 – 3.000 kr. pr. år pr. person. Så ville vi kunne tilbyde en god service, og vi kunne betale os fra, at hjælpepersonalet overtog en del af de funktioner, som ikke nødvendigvis kræver en læge. Der ville blive luft i systemet, så lægen havde den tid, der også er nødvendig i det daglige kliniske arbejde. Der ville blive økonomisk overskud til at skaffe sig ordentlige omgivelser, så lægeklinikken ikke først nås ved at passere en skummel snusket trappe med en kedelig indgangsdør. Faget kan godt tåle et ordentlig ansigt udadtil.
Den anden absurditet ligger i spørgsmålet: Hvorfor skal så mange gamle indtage så mange tabletter hver dag? Jeg tror, at mange af vores gamle tager over 25 tabletter dagligt. De beklager sig over det. Det ødelægger den sparsomme appetit de i forvejen har. Når man så gennemgår alle ordinationerne, er der såmænd udmærket videnskabelig dokumentation for, at de og de præparater skal virke på kredsløbet, på åndedrættet, på smerter, osv. osv. Men hvis vi træder nogle skridt tilbage virker det absurd, at det er nødvendigt for et menneske, at få tilført så meget kunstigt. Det får mig til at stille mig tvivlende overfor megen dokumentation, der har med farmakologi at gøre. Jeg bliver efterhånden mistænksom og nervøs for at medicinindustrien har haft for stor en indflydelse på de forskningsprojekter, der har været med til at dokumentere at de og de præparater er så og så nødvendige. Jeg synes, at vi som almenmedicinere skal være umådelig kritiske overfor den farmakologiske behandling, især på de områder hvor det ikke er helt oplagt sundhedsmæssigt.
Den tredje absurditet omhandler, hvor dårligt sundhedsvæsenets forskellige sektorer hænger sammen, hvilket i den sidste ende skader brugeren – patienten. Jeg undrer mig over, at det er så svært at få lavet gode forløb for simple lidelser. Patienter, der gennemgår undersøgelser og eventuel behandling, oplever alt for ofte at de bliver efterladt i helvedes forgård og bliver tabt imellem systemer. Almen praksis kan have gjort et fint arbejde og visiteret videre til den afdeling, der ligeledes gør et pænt arbejde, men helhedsforløbet opleves alt for ofte som problemfyldt med ventetid, usammenhængende behandling og angst, der bliver til aggressivitet. Det må kunne gøres bedre. Mon ikke en del af problemet er, at vi hver især er ansvarlig for vores lille område, og at de som har det overordnede ansvar ikke har direkte indflydelse, måske på grund af manglende indblik. Det må der kunne gøres noget ved. Læger kan ikke undslå sig det organisatoriske ansvar, fordi der er ansat mange Djøf’er i systemet. Det er lægen, der har indblikket og kontakten til patienterne, derfor bør lægen også have ansvaret og føle ansvaret.
