Systematisk efteruddannelse
| Practicus Marts 2009 s. 38 |
Af:
Johan Reventlow |
|
Johan Reventlow
praktiserende læge
Sikret efteruddannelse var den oprindelige betegnelse, og de mest rabiate mente, at det skulle være tvungen efteruddannelse, og den skulle afløse den eksisterende efteruddannelse. Det er imidlertid slet ikke tilfældet.
Efter diskussioner er det kommet til at hedde Systematisk EfterUddannelse (SEU). Det dækker meget bedre over tanken med at systematisere vores efteruddannelse. Det skal ikke være tvungent, men gerne så attraktivt, at alle vil være med, og den nuværende efteruddannelse med det nuværende refusionssystem skal fortsætte ved siden af.
Efteruddannelse er noget helt særligt. Tiden, fra man starter i et arbejde til man slutter, er lang. Den udvikling, der sker i dag, er hurtig, der kommer ny medicin, nye behandlingsprincipper og nye måder at organisere sig på. For os praktiserende læger er der dog det dejlige, at menneskers problemer i bund og grund ikke ændrer sig, det er stort set de samme sygdomme og samme eksistentielle problemer, vi skal arbejde med. Der sker store ændringer i hyppigheden af nogle tilstande, samfundets syn på dem ændres, hvad der er acceptabelt, og hvad der bestemt ikke kan tolereres. Noget man før kunne acceptere og leve med, skal pludselig behandles og er umuligt at leve med. Der er tale om en konstant udvikling på en række forskellige niveauer, kulturelt, socialt og medicinsk. På samme måde som vi på godt og ondt er en del af samfundet og udvikler os med det, er vi også en del af den medicinske udvikling og udvikler os med den. Langt det meste af det vi lærer rent medicinsk, lærer vi gennem det daglige arbejde. Det kan være fra patienter, epikriser, opslag, artikler og andet fagstof. Rigtig meget lærer vi gennem kollegial kontakt.
Der er dog fortsat et stort behov for efteruddannelse. Det kan være for at lære noget helt nyt, at få systematiseret spredt viden inden for et område eller genopfrisket det. Det kan også bare være for at sikre sig, at det man ved, er godt nok.
Vi har i dag en rigtig god efteruddannelse, næsten alle deltager aktivt i kurser, og rigtig mange følger godt med i faglitteratur og lignende. Det betyder dog ikke, at det ikke kan blive bedre. Det er meget svært at sige, præcist hvad et efteruddannelsesbehov er. En uddannelse bringer en op på et bestemt vidensniveau, mens en efteruddannelse skal holde en ajour inden for det, man allerede ved, og det nye der kommer. Det er lige så svært at forudsige, hvad folk glemmer, som hvad der kommer af nye ting på lidt længere sigt, så efteruddannelse skal være fleksibel og individuel.
Den nuværende efteruddannelse er meget spredt, og i høj grad præget af tilbud, aktuelt behov og lyst, samt hvordan det passer med kalenderen.
Det har været forsøgt at systematisere valg af kurser gennem at lave en Personlig Lære Plan, PLP, og til trods for at tanken er indlysende rigtig, har det ikke fungeret. Det er kun meget få, der regelmæssigt har lavet en behovsvurdering gennem PLP.
Samfund og patienter har også en ret til at stille krav, måske ikke så meget til vores efteruddannelse, som til hvad de kan være sikre på, vi kan. Ind imellem kommer der helt nye tiltag, som alle skal lære om. Prænatal screening er et eksempel, hvor der over hele landet blev stillet kurser til rådighed samtidigt. På samme måde er tanken kommet om en systematisk efteruddannelse. Tanken er, at den skal være et forsøg på at lave et samlet tilbud, der skal dække en gennemgang af de større, mere komplicerede sygdomsgrupper, nye emner, ting der bliver aktuelle, og hvor der er et politisk ønske om en større indsats, som fx implementering af en ny vejledning.
Den vil selvfølgelig aldrig kunne erstatte læringen i dagligdagen fra det kliniske arbejde og de vigtigste artikler. Den vil heller ikke kunne erstatte ønsket om at gå mere i dybden i specielle emner, eller når man føler, at man har et større behov, fordi man stiller større forventninger til sig selv, hvis arbejdets karakter har specielle behov, eller man føler sig tungnem og skal have noget gentaget flere gange.
Planen er, at den systematiske efteruddannelse skal bestå af ca. fire årlige undervisningsdage. Den skal være baseret på vores kliniske arbejdsdag og tage udgangspunkt i almenmedicinske problemstillinger, og ikke bare være gennemgang af lærebogsstof. Det samlede forløb skal være på fem år, så efter fem år begynder man forfra – ikke blindt, men nydefineret efter de erfaringer der er indsamlet, og den udvikling der har været i mellemtiden.
Det skal være muligt at inddrage lokale emner, så ikke alt behøver at være ens i alle regioner. Det er tanken, at undervisningen skal være af høj kvalitet, være decentral, og der skal være en refusion for tabt arbejdsfortjeneste, som svarer til det reelle tab.
Vores aktuelle efteruddannelse skal ikke påvirkes af det direkte, men skal selvfølgelig indrette sig, så de to former for efteruddannelse spiller godt sammen.
Det er samtidig tanken, at vi skal have udformet en målbeskrivelse for efteruddannelsen i stil med målbeskrivelsen for specialeuddannelsen i almen medicin. Den skal ikke være en facitliste, men en inspirator og støtte i valg af efteruddannelse.
Målbeskrivelsen skal være koblet elektronisk til registrering af efteruddannelse, samt til hvilke kurser og artikler der findes om hvert emne. Det skal fungere sådan, at hvis man fx ønsker at vide noget mere om stofskiftesygdomme, så skal man via målbeskrivelsen kunne finde de tilgængelige kurser og de mest relevante artikler. Det kan relativt nemt gøres via diagnosekodning, som vi allerede kender det fra Linkmodulet i dag, hvor du kan gå direkte fra en diagnose i en patientjournal til de relevante henvisningssteder eller det relevante afsnit i Lægehåndbogen.
Man kan på lidt længere sigt forestille sig, at man også automatisk kan registrere, når en artikel er læst, eller opslag man har foretaget, mens man har været ”logget på” fx på klinikken.
Det væsentlige er, at det fastholdes, at efteruddannelse skal drives ud fra den enkeltes behov og ønske og være baseret på vores kliniske daglige problemstillinger.
Med en elektronisk målbeskrivelse og elektronisk hjælp til at finde kurser og artikler, skulle det gerne blive nemmere selv at finde ud af, hvilke behov man har, og hvordan de opfyldes. Den systematiske efteruddannelse kan så være en solid basis.
Aktuelt ligger forhandlingerne om en systematisk efteruddannelse i dvale pga. uoverensstemmelse om økonomien, men de vågner vel forhåbentlig op igen.
