Klinikpersonalets efteruddannelse - hvor er den i almen praksis?
| Practicus Marts 2009 s. 40 |
Af:
Marie-Louise Heine Jensen |
|
Marie-Louise Heine Jensen
antropolog
Praksisenheden Horsens, Region Midtjylland
Efteruddannelse, kompetenceudvikling, læring for livet. Ordene er mange, og vigtigheden af at lade sig efteruddanne understreges ofte. Ikke mindst i almen praksis, hvor den øgede opgaveglidning fra læge til personale har sat ekstra fokus på efteruddannelse af klinikpersonalet.
Lægens rolle
”Altså min rolle i det er, at jeg bare skriver under på regningen,” forklarede Viggo (navnet er ændret), praktiserende læge i Århus, med et skævt grin en regnfuld dag i det forgangne efterår. Baggrunden for Viggos udtalelse var hans deltagelse i et projekt under Region Midtjylland, hvis formål er at sætte klinikpersonalets efteruddannelse under lup. Luppen blev ikke blot rettet mod de glittede efteruddannelsesbrochurer, men også mod klinikpersonalet og lægerne i almen praksis. 33 personer fra 16 forskellige praksis i regionen blev interviewet om temaer relateret til efteruddannelse med det formål at få en større viden om betingelserne for klinikpersonalets efteruddannelse samt belyse behovene for fremtidige efteruddannelsestiltag.
Det personlige og rationelle valg
Et gennemgående træk hos lægerne var, at de i høj grad rubricerede efteruddannelse som et personligt valg. Hovedparten af de interviewede læger blander sig ikke synderligt i klinikpersonalets efteruddannelse, før de får en konkret kursusansøgning og skal tage stilling til, om de vil betale for kurset eller ej. I forlængelse heraf er der blandt de interviewede læger også en udbredt forestilling om, at den enkelte medarbejder som udgangspunkt selv er bedst til at vurdere egne behov for efteruddannelse og følgelig handler derefter – altså ved et identificeret behov vil medarbejderen afsøge markedet og finde et relevant kursustilbud, som lægen i langt de fleste tilfælde godkender.
Konkurrerende hensyn i hverdagens travlhed
Denne enstrengede logik var imidlertid knapt så fremherskende i interviewene med klinikpersonalet. Et oplevet behov for efteruddannelse resulterer ikke pr. automatik i en kursusansøgning til lægen, fordi behovet for efteruddannelse konkurrerer med en masse andre hensyn i hverdagen såsom travlhed, loyalitetsfølelse over for arbejdsgiver og arbejdsplads, vanetækning samt økonomiske overvejelser. Et flertal af personalet sorterer således kursustilbud fra på baggrund af andre hensyn end behovsvurderingen.
Klinikpersonalets efteruddannelse i almen praksis
Efteruddannelse er oppe i tiden og finder sted i almen praksis, men undersøgelsen tegner et billede af klinikpersonalets efteruddannelse som spredte, individuelle aktiviteter, der som oftest finder sted efter arbejdstid, og hvor kursusopfølgninger og videndeling sjældent er formaliseret. Gode intentioner om at implementere erhvervet kursusviden befinder sig derved i en yderst sårbar position, når klinikpersonalet møder den daglige centrifuge af gøremål og mere presserende opgaver.
Der er for øjeblikket et stort fokus på brugen af klinikpersonale i almen praksis som et led i at forbedre udnyttelsen af sundhedsvæsnets samlede ressourcer og imødekomme en virkelighed med knappe lægeressourcer og voksende behov for sundhedsydelser. I forlængelse heraf er det nuværende og fremtidige efteruddannelsesfelt for klinikpersonalet blevet drøftet blandt læger, klinikpersonalets faggrupper, interesseorganisationer, politikere osv.
De glittede brochurer med efteruddannelsestilbud skal selvsagt imødekomme de kompetencebehov, som klinikpersonalets nye (og gamle) arbejdsfunktioner afføder. Interviewundersøgelsen har vist os, at tilbuddene ikke gør det alene. En vigtig forudsætning for en systematisk og optimal ”kompetencehøst” fordrer, at efteruddannelse (behovsafklaring, planlægning og opfølgning) placeres i relationen læge-medarbejder, og at efteruddannelse i alle dets faser (planlægning, kursusaktivitet og implementering) prioriteres tidsmæssigt i almen praksis.
|
Fakta
Hvilke kurser, hvorfor, hvem, hvordan, hvornår, hvor ofte og hvad så bagefter?
Hv-spørgsmålene er helt centrale at stille i forbindelse med klinikpersonalets efteruddannelse i den enkelte praksis.
En løbende refleksion omkring klinikpersonalets efteruddannelse, dets relation i forhold til andre aktiviteter i almen praksis samt lægerne og personalets forventninger til efteruddannelse, vil tydeliggøre rammen for efteruddannelse i den enkelte praksis og gøre det nemmere at udvælge, planlægge og høste frugterne af konkrete efteruddannelsesaktiviteter.
|
