Artikler før december 1998 (nr. 125) er ikke elektronisk tilgængelige.

OBS!!

VI OPDATERER P.T. SIDEN MED NY ARTIKELDTATABASE

Helbredt for kræft - og hva' så?

Thorbjørn H. Mikkelsen

Tidligere kræftpatienter lades i stikken, når de udskrives fra sygehuset. Efter den fysiske raskmelding har de ofte udækkede behov for psykisk og social støtte. Er det muligt for den praktiserende læge at imødekomme disse behov, og i så fald hvordan?

Ifølge WHO er målet med rehabilitering at støtte patienten i at opnå og vedligeholde sit optimale fysiske, psykiske og sociale funktionsniveau. Rehabilitering skal give patienterne brugbare redskaber til at opnå uafhængighed og selvbestemmelse, så de bliver i stand til at håndtere deres egen hverdag.

Projektet undersøgte tidligere cancerpatienters rehabiliteringsbehov, som de opleves af patienter, praktiserende læger og sygehuslæger, samt i hvilken grad disse behov dækkes, og om indsatsen kan organiseres bedre.

Undersøgelsen viste, at tidligere cancerpatienter har fysiske såvel som psykiske og sociale rehabiliteringsbehov. De fysiske behov, f.eks. i forbindelse med hjælpemidler og arfjernelse, bliver ofte håndteret på sygehuset eller af egen læge. De psykiske og sociale behov derimod bliver i mindre grad drøftet med sygehuspersonale eller egen læge efter udskrivelsen. Dette er på trods af, at ca. 90 % af patienterne ser egen læge inden for et år efter udskrivelsen fra sygehuset. Denne kontakt er ikke nødvendigvis cancerrelateret.

Tidligere cancerpatienter føler sig således ”left in limbo”, når de udskrives fra sygehuset, og de ved ofte ikke, hvor de efterfølgende kan henvende sig med deres problemer. Således synes indsatsen fortsat dårligt organiseret, og rehabiliteringsbehovene bliver ikke vurderet systematisk.

Dette kan skyldes mange ting, og de vigtigste synes at være:

1) Mangelfuld undersøgelse af rehabiliteringsbehov.
2) Mangelfuld overdragelse fra sygehus til almen praksis.
3) Manglende kendskab blandt patienterne til, at egen læge kan hjælpe.
4) Manglende viden om patienternes rehabiliteringsbehov.

Behovene er naturligvis individuelle og afhænger af diagnose, behandling, alder, tidligere og nuværende beskæftigelsessituation og ikke mindst familiære situation.

Et vigtigt aspekt, der bekymrer mange af patienterne, er frygten for recidiv – og denne er stærkt korreleret til et nedsat psykisk velbefindende. Faktisk bekymrer frygten for recidiv ikke mindre end 50 % af patienterne i høj eller nogen grad, og herudover bekymrer 40 % af patienterne sig i mindre grad. Derfor kan det være relevant at spørge ind til frygten for recidiv, og denne kan muligvis bruges som afsæt til at drøfte patientens eventuelle psykosociale rehabiliteringsbehov. Disse kan strække sig fra arbejdsrelaterede aspekter over forholdet til partner (eller manglende partner) og hjemmeboende børn – som synes at være en overset gruppe, der sjældent tilbydes hjælp af nogen art – til problemer med at overkomme social kontakt. Problemer med at overkomme social kontakt må patienterne ofte tumle med alene. Det skyldes bl.a., at de ved udskrivelsen mister det sociale netværk, som de fik opbygget under indlæggelsen og behandlingen, mens deres gamle sociale netværk ofte skrumper i samme periode.

Der er således et stort og udækket behov for cancerrehabilitering, og indtil organiseringen heraf bliver bedre, er der mange patienter, som kunne have glæde af en proaktiv praktiserende læge.