Lægeglæder - om glædens dristighed i hverdagens lægearbejde og om at dele
| Practicus Marts 2009 s. 44 |
Af:
Per Kallestrup |
|
Den vellykkede konsultation, hvor faglighed, timing og kommunikation bare var helt rigtig. De fordomsfrie, nysgerrige og intense øjne, der opsluger en gennem hele fem mdr.s undersøgelsen. Rytmen, pulsen i hele lægehuset, mens der er allermest 'tryk på', hvor der er flow i samarbejdet mellem alle involverede. Fordybelsen og metafysikken i en samtale. Den vellykkede palliation, der gav mulighed for en fredfyldt død i eget hjem. Et fortroligt blik, et fast håndtryk, et lille klem eller en ’high five’.
Hverdagslægeglæder og -sorger
Vi kender dem alle. De mange små og store øjeblikke eller situationer, der hver dag giver glæde og mening i vort arbejde. Det er vel i virkeligheden netop disse oplevelser og indtryk, som giver overskud og ja, arbejdsglæde. En intuitiv drivkraft og generator, der får os til at tralle, mere end vi træller.
Godt så!
Men hvorfor er der så alligevel noget, der knirker? Hvorfor opstår udbrændthed og mismod? Hvorfor hænges vi ud i tabloid-pressen, og hvorfor mundhugges vi dér? Hvorfor sukker og brokker vi indimellem i kaffepauser, når vi mødes? ’Tiden sårer alle læger’, og vi rangerer højt i selvmordsstatistikkerne.
Måske fordi vi har brug for træning og mod. Det kræver evne og mod at glædes. Vi skal udbygge vore færdigheder til og fornemmelser for at glædes over det gode, der sker omkring os. Fokusere på de små og smukke ting og udfolde os i og ved dem. Og vi skal frem for alt turde dele dem med hinanden.
Paradoksalt nok synes vi at være ligeså dårlige til at dele de mest livgivende, lykkefulde begivenheder i vort lægearbejde, som vi er til at dele de sværeste, skamfulde nederlag. Begge dele giver tab. Mens fortielsen af vore trængsler leder til sygdom og selvskade, er resultatet af den manglende påskønnelse af glæden følelsesmæssigt armod.
Glædestræning og formidling
Min påstand er, at der findes et enormt uudnyttet potentiale lige for næsen af os. Vores hverdag er fuld af glæde, lige til at høste og dele ud af. Færdigheder til at opsnappe den har vi alle, omend vi sikkert har brug for at opøve og forfine dem, men det er selve uddelingen, der kræver overskud og mod. Som for så megen anden åndelig næring er en verbalisering nødvendig. Vi skal simpelthen blive bedre til at beskrive, hvordan vi møder og oplever glæde. Ikke blot for bedre at kunne genkende og værdsætte den, men også for at kunne formidle og dele den. Derved vil vi også blive i stand til at lære af andres glæde.
Halleluja!
Og her støder vi på et andet paradoks. Det farlige ved at interessere sig for, hvad der kan vække glæde i et lægearbejdsliv, er vel en form for politisk ukorrekthed, snævert navlebeskuende – tja, vel lidt jubelagtigt: ”hvad der er godt for lægen, er …”. Men det er vel egentlig hverken forkert eller farligt at opfordre til opmærksomhed og fordybelse, måske endda begejstring, eller i hvert fald blot til at studere det lidt nærmere? Og vel især ikke, hvis formålet er at dele – og når genstanden, glæden, jo som bekendt blot bliver større af at deles?
Og det er meningen med dette lille skriv. Skal vi ikke sammen prøve at skrue op for glæden? Gerne videnskabeligt, men også mere uformelt og i hvert fald til dagligt.
Positiv psykologi og coaching
Inden for det seneste årti er en ny disciplin opblomstret: Positiv psykologi. Omdrejningspunktet er de situationer, hvor mennesker har det bedst og anvender deres ressourcer mest konstruktivt, i modsætning til den mere traditionelle psykologi, der forsøger at forklare mekanismerne for, hvorfor tingene går galt. Positiv psykologi fokuserer på at fremme glæde, trivsel og det gode liv. Det er i virkeligheden dette paradigmeskift, der ligger til grund for tidens helt hotte modefænomen: coaching.
Min anden påstand er, at vi jo er fuldtids- coaches. Vi coacher hele tiden og vores store fordel er, at vi har alibiet i orden. Derved kan vores skærpede opmærksomhed på glæden i vort arbejdsliv også bidrage til at gøre os til bedre behandlere. Hjælp til selvhjælp i en positiv spiral, der kan få selv leasingkarruseller til at blegne!
Jeg vil hermed gerne invitere til glædesdeling. Vi kan skrive sammen om det, f.eks. her i Practicus, men vi kan også forsøge at danne en interessegruppe, der evt. mere systematisk behandler begrebet. Hvad med som motivationsfaktor at have en ambition om at skrive en DSAM-vejledning om lægeglæder? Eller samle en antologi af beskrivelser eller et inspirationskatalog til fælles glæde? Og behørigt forbehold tages naturligvis for al den kilde til glæde og lykke, som vi ikke kan beskrive og ej heller forstå. ”Skønne er de ting, vi ser, skønnere er de, vi forstår, men langt de skønneste er til visse de, som vi ikke fatter”; Niels Steensen. Jeg selv plejer at sige: ”Der er mere mellem himmel og jord end mellem ørerne”.
Så på med vanten, skru op for sensitiviteten og lad os gå i træning. I dag skal vi nemlig glædes.
